Merkel forsvarer sin flygtningepolitik i nytårsbudskab

    Terrortruslen mod Tyskland er et de centrale temaer i forbundskansler Angela Merkels nytårsbudskab til sine landsmænd.

    I talen, der bliver vist på tysk tv lørdag aften, gør Merkel det klart, at hendes regering vil tage alle nødvendige skridt for at sikre sikkerheden i Tyskland og indføre nye love.

    Samtidig opfordrer hun, i lyset af de angreb Tyskland har været udsat for i år, tyskerne til at holde fast i “demokratiske” værdier.

    Budskabet kommer mindre end to uger efter et angreb mod et julemarked i Berlin, som kostede 12 mennesker livet. En tunesisk asylansøger, der siden blev dræbt af italiensk politi, er hovedmistænkt i sagen.

    Den blodige hændelse satte nok engang fokus på Merkels ofte debatterede flygtningepolitik.

    Blandt andet har efterfølgende meningsmålinger vist stigende opbakning til det indvandrerkritiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland.

    Men Merkel forsvarer i nytårstalen den tyske regerings beslutning fra 2015 om at åbne landets grænser for tusindvis af flygtninge, der var strandet i Ungarn, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Billeder af den bombede syriske storby Aleppo bekræfter ifølge Merkel, at det var rigtigt at tilbyde beskyttelse til mennesker på flugt fra krigens rædsler.

    – Vi må endnu en gang sige, hvor vigtigt og rigtigt det var af os at hjælpe dem, der havde brug for vores beskyttelse, til at komme hertil og til at integrere sig, siger hun.

    Og det bedste middel mod hadefulde personer er netop værdier som humanisme og åbenhed, mener Merkel.

    – Ved at gå videre med vores liv og arbejde fortæller vi terrorister: I er mordere fulde af had, men I kommer ikke til at bestemme, hvordan vi lever og ønsker at leve. Vi er frie, medfølende og åbne, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP i talen, som blev optaget fredag.

    Men rækken af angreb i Tyskland i 2016 har været en hård prøvelse for tyskerne, erkender Merkel og nævner en hændelse i Bayern i juli, da en 17-årig afghaner angreb togpassagerer.

    At den slags “terrorangreb udføres af personer, som angiveligt er i vores land for at søge beskyttelse, gør det ekstra frastødende”, siger Merkel.

    /ritzau/