Ban Ki-moon vinker farvel til FN efter ti år

    FN’s generalsekretær Ban Ki-moon havde en følelsesmæssig stærk afsked til FN fredag, hvor han vemodigt beskrev sine to perioder ved roret for organisationen som et slags eventyr.

    – Jeg føler mig en smule som Askepot. I morgen ved midnat forandrer alt sig, jokede den snart forhenværende generalsekretær, Ban Ki-moon, ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Søndag 1. januar tager den tidligere portugisiske premierminister António Guterres over for Ban Ki-moon som generalsekretær.

    67-årige Guterres bliver den første generalsekretær for FN, der tidligere har været premierminister.

    I den mere seriøse ende fastslog Ban Ki-moon, at det havde været “et privilegium” at stå i spidsen for en organisation, der har forsøgt at stoppe global konflikt og lidelser – samt at det havde været en ære at dele den mission med hans kolleger.

    – I skal være meget stolte – ligesom jeg er meget stolt af at kalde jer mine kolleger, sagde den sydkoreanske diplomat.

    Han fortalte, at han i sit årti hos FN har forsøgt:

    – Aldrig at give op. At blive ved med at drømme, at blive ved med at tro og fortsætte med at arbejde hårdt, indtil vi opnår fremskridt.

    Ban Ki-moon tilføjede, at som generalsekretær har han været styret af et ønske om “at holde fokus på mennesker – menneskers rettigheder og menneskers værdighed” samt at forsvare dem, “der bliver efterladt”.

    Nytårsaften kommer sydkoreaneren til at være på Times Square i New York.

    – Millioner af mennesker vil kigge med, når jeg mister jobbet, jokede Ban Ki-moon.

    Det var 1. januar 2007, at Ban Ki-moon tiltrådte som generalsekretær for FN. I sommeren 2011 blev han enstemmigt genvalgt og fik dermed endnu en periode i spidsen for FN.

    /ritzau/AFP