Færre afviste asylansøgere sendes hjem

    Selv om regeringen forsøger at sende afviste asylansøgere retur til deres hjemlande, så har myndighederne i 2016 sagt farvel til færre end de foregående år, når det gælder udsendelser til lande uden for EU.

    Det skriver Politiken lørdag.

    I løbet af det forgangne år har de danske myndigheder sendt 482 afviste asylansøgere ud af Danmark til lande som Albanien, Afghanistan og andre såkaldte tredjelande.

    Det viser Rigspolitiets seneste statistik fra 23. december. Dermed er antallet af udsendelser til tredjelande lavere end i både 2012, 2013, 2014 og 2015, skriver Politiken.

    Særlig højt var antallet af udsendelser til tredjelande i 2013. Her satte de danske myndigheder mere end fire gange så mange afviste asylansøgere om bord på et fly med kurs mod deres hjemlande.

    Overordnet har regeringen sendt flere afviste asylansøgere retur i 2016 sammenlignet med sidste år. Men det er inklusive udsendelser til andre europæiske lande via Dublin-samarbejdet i EU.

    Her er tallet steget fra 3929 sidste år til 4535 per 23. december i år.

    Men et er samarbejdet med kollegerne i EU, noget ganske andet er at sende de afviste asylansøgere tilbage til hjemlande i Mellemøsten og Afrika.

    En udsendelse til for eksempel Somalia er mildt sagt “kompliceret”, siger seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen fra Diis, der fremhæver, at landet ikke engang har én samlet administration.

    Udlændingeminister Inger Støjberg (V) siger til Politiken, at hun er enig i, at det især er en udfordring at sende afviste asylansøgere hjem til tredjelande.

    – Vi er blevet bedre til at sende ud. Dermed ikke være sagt, at det ikke er et problem, at der stadig er afviste asylansøgere, der ikke er sendt ud af landet. Det, mener jeg, er et stort problem, siger hun til avisen.

    Dansk Folkeparti betegner tallet for udsendte til tredjelande i 2016 som “meget lavt” og kræver flere initiativer af regeringen. Konkret nævner DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, muligheden for i endnu højere grad at frihedsberøve afviste asylansøgere.

    – Det er ikke noget, som regeringen har prioriteret højt nok, siger Martin Henriksen til Politiken og kalder regeringen “fodslæbende”.

    /ritzau/