Italiener trækker sig efter tre måneder i Valencia

    Mindre end tre måneder fik italieneren Cesare Prandelli i spidsen for den kriseramte spanske storklub Valencia.

    På årets næstsidste dag valgte den tidligere landstræner for Italien at trække sig. Det meddeler både klubben og Prandelli.

    Han har oplevet skuffelse på skuffelse, efter han blev præsenteret i klubben 1. oktober. I denne periode er det blot blevet til en sejr i otte kampe.

    Dermed placerer Valencia sig på en 17.-plads i den spanske liga med 12 point ligesom Sporting Gijón. De to hold placerer sig som tredje- og fjerdesidst. De tre nederste rykker ned.

    Ifølge spanske medier skulle uoverensstemmelser omkring spillerindkøb i det forestående transfervindue bidrage til Prandellis beslutning om at kvitte jobbet.

    /ritzau/