Novo blev årets største taber i aktiernes top-20

    Novo Nordisk er det suverænt mest værdifulde selskab på den københavnske fondsbørs, Nasdaq Copenhagen.

    Og det endda på bagkant af et 2016, der ikke har været specielt godt med investorøjne.

    Novo-aktien er således blevet næsten 37 procent mindre værd siden årsskiftet, og det er bundrekord for C20-aktierne i 2016.

    Det skyldes ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, at man i august afleverede et skuffende regnskab og dæmpede forventningerne til den fremtidige vækst.

    – Investorerne har i en årrække været forvænt med at se vækstrater på mellem 15 og 20 procent fra Novos side.

    – Når selskabet så pludselig ikke længere kan indfri de forventninger, så skal det give et dyk i aktiekursen, siger Per Hansen.

    Novo Nordisk er også blevet ramt af den politiske debat om de høje medicinpriser i USA, og det har givetvis også betydet noget for investorernes tro på aktien.

    Per Hansen har dog en forventning om, at pilen igen vil pege opad for medicinalgiganten i det nye år.

    – I biotek-sektoren er det sådan, at den, der har de bedste medicinske data altid vinder. Og det har Novo, uanset om priserne så måtte være under pres.

    – Jeg tror også på, at debatten om listepriserne i USA bliver mere nuanceret. Der er jo trods alt også nogle indkøbsforeninger, som er en del af problemet eller løsningen, om man vil, siger Per Hansen.

    Novo Nordisk indledte året med en aktiekurs lige i underkanten af 400. Ved middagstid onsdag lå aktien i kurs 254.

    Blandt årets øvrige tabere i C20-indekset finder man et andet medlem af Novo-familien, Novozymes.

    Enzymproducenten har heller ikke kunnet leve op til investorernes vækstforventninger, og derfor handles den 26 procent lavere end ved årets begyndelse.

    Endelig har også Coloplast betalt prisen for at have skuffet investorerne med et kursfald hen over året på 14 procent.

    /ritzau/