Rafael Nadal forventer tre år mere på topplan

    Trods et trist tennisår med skader og manglende succes føler Rafael Nadal, at han kan begå sig på topniveau mod de bedste i de største turneringer i yderligere tre år.

    – Min plan er at være med i nogle få år mere, og jeg har nok motivation til at fortsætte. Jeg mener, at jeg kan konkurrere om vigtige ting i de næste tre år, siger Rafael Nadal ifølge AFP.

    Med en sejr over canadiske Milos Raonic, der er nummer tre på verdensranglisten, kan Nadal fredag spille sig i finalen i en turnering i Abu Dhabi, hvor han pudser formen af før 2017-sæsonen.

    Den tidligere verdensetter har vundet 14 grand slam-titler i karrieren, men 30-årige Nadal lykkedes ikke med at nå en kvartfinale i hverken Australian Open, French Open, Wimbledon eller US Open i 2016.

    Det er første gang siden 2004, at Nadal ikke gør sig mere bemærket i de helt store tennisturneringer.

    Nadal har dog trukket med knæproblemer længe og har derfor haft vanskeligt ved at finde topformen.

    Han er i øjeblikket placeret som nummer ni på verdensranglisten, men han føler sig frisk og klar på nye udfordringer.

    – Jeg føler mig sund, og det er det vigtigste. Jeg føler, at mit knæ er uden smerter nu, og forhåbentlig kan det fortsætte sådan, siger Nadal.

    Spanieren indleder 2017-sæsonen med turneringen Brisbane International, som er en af forberedelsesturneringerne til Australian Open.

    Her er Nadal seedet som nummer fem efter den regerende mester, Raonic, samt Stanislas Wawrinka, Kei Nishikori og australske Dominic Thiem.

    /ritzau/