Anklage: Mindst fire planlagde tredobbelt likvidering

    Det var to personer, der med et haglgevær og en revolver dræbte tre unge mænd i en lejlighed på Frederiksberg 11. november sidste år.

    Det viser anklageskriftet i sagen om drabet på 19-årige Philip Rasmussen, 23-årige Suhaib Jaffar og 24-årige Mike Vinther.

    Obduktionen har vist, at de blev skudt, mens de lå og sov i lejligheden.

    Det fremgår af anklageskriftet, at mindst fire personer var med til at planlægge drabet. En af de fire, et 24-årigt medlem af Bandidos, begik imidlertid selvmord i arresten 3. juni i år.

    Derfor er det kun tre af dem, der skal for retten. De er tiltalt for drab og medvirken til drab.

    Det er endnu uvist, hvem af de fire personer der rent faktisk affyrede de to våben i lejligheden på Christian Paulsens Vej 26 i november sidste år.

    Til gengæld viser anklageskriftet, at politiet er sikre på andre detaljer i sagen.

    Ifølge anklagen var det en af de tiltalte, en 24-årig mand, som fortalte Bandidos-rockeren, der senere har begået selvmord, at de tre nu dræbte befandt sig i lejligheden på Frederiksberg.

    Han videregav ifølge anklageskriftet oplysningerne til en af de øvrige tiltalte, en 33-årig mand.

    Den tredje tiltalte, som er 27 år gammel i dag, er tiltalt for at skaffe en revolver. Desuden fik gruppen fat i et haglgevær.

    Det var de to våben, som ifølge anklagen blev brugt til at dræbe de tre sovende unge mænd, som tilhørte en mindre gruppe – Vanløse-gruppen.

    Vidner har fortalt, at de om natten havde hørt fem-seks høje knald, og at de havde bemærket to mænd løbe fra stedet og sætte sig ind i en lille mørk bil, som de flygtede i.

    Retssagen mod de tre tiltalte begynder i marts i Retten på Frederiksberg og skal efter planen vare 22 dage. Dommen ventes 18. maj.

    /ritzau/