Grundejere: Færre regler frem for kystsikrings-taskforce

    En særlig taskforce skal behandle en række sager ved Natur- og Miljøklagenævnet på et halvt år. Sagerne omhandler projekter om kystsikring, hvor en eller flere har indgivet en klage.

    Sagerne har ligget i nævnet, så sagsbehandlingstiden har skabt en ophobning. En af sagerne, der ligger i bunken og venter på at blive færdigbehandlet er et projekt fra Jyllinge Nordmark.

    Her er formanden for Grundejerforeningen Bodshøjgaard, Kim Boddum, ikke imponeret over ministeren.

    Ifølge Kim Boddum er problemet ikke, at en række sager har hobet sig op. I stedet vil han have politikerne til at gøre noget ved et system, hvor få klager kan bremse projekter.

    – Enhver klage kan stoppe sådan en proces i årevis, siger han.

    – Selvfølgelig er det rimeligt, at den enkelte borger har ret til klage. Men jeg synes ikke, at det er rimeligt, at den enkelte borger skal have ret til klage over den samme ting ved forskellige instanser.

    Ministerens løfte om at få ordnet sagerne på et halvt år imponerer heller ikke grundejer-formanden.

    – Det (seks måneder, red.) er rigtig lang tid i den sæson, som vi er i nu her med stormfloder og dårligt vejr, siger Kim Boddum.

    – Det er selvfølgelig glædeligt, at deres fokus er på det. Men jeg er langt fra imponeret over det, der er gjort indtil nu.

    Grundejerforeningen Bodshøjgaard har sammen med blandt andet kommunerne i Roskilde og Egedal aftalt et projekt om kystsikring i området.

    Projektet blev vedtaget i januar. Men klager betyder, at projektet er strandet på nævnets bord.

    – Man kan tydeligt høre, at folk er slidt op og ved at gå til grunde over det her. Folks huse er blevet oversvømmet for tredje gang, siger Kim Boddum.

    – Det er folks base. Det er der, hvor du skal komme hjem og lade op og få energi. Og så har du ikke noget sted at være.

    /ritzau/