Tyrkiske og russiske kampfly angriber IS i Syrien

    En tyrkisk soldat er blevet dræbt, mens fem andre er blevet såret i et angreb udført af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i det nordlige Syrien.

    Det oplyser det tyrkiske militær. Hæren tilføjer, at russiske kampfly har udført tre luftangreb i al-Bab-området. 12 IS-krigere meldes dræbt.

    Tyrkiske kampfly har også angrebet 17 mål rettet mod Islamisk Stat. Her skal yderligere 26 IS-krigere være blevet dræbt.

    Angrebene er sket, efter at en våbenhvile blev indledt ved midnat lokal tid i Syrien.

    Våbenhvilen, der gælder for hele Syrien, omfatter dog ikke Islamisk Stat, den kurdiske YPG-milits samt jihadister i grupper som Fateh al-Sham Fronten, der tidligere var kendt under navnet Nusra Fronten.

    Fredag morgen meldes der trods kampene mod Islamisk Stat om ro i Syrien.

    Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder og repræsentanter for oprørerne oplyser, at våbenhvilen ser ud til at holde.

    Våbenhvilen er skrøbelig og blev brudt efter blot to timer, da der ifølge observatoriet opstod kampe. Ifølge overvågningsgruppen brød oprørere aftalen, da de overtog en position i provinsen Hama.

    Få timer efter kamp-meldingerne oplyser gruppen dog, at “roen fortsætter” i hele landet.

    Observatoriet har hovedkvarter i London. Den overvåger udviklingen i den syriske konflikt via et netværk i landet. Gruppen er en af de mest citerede kilder i forbindelse med udviklingen i krigen.

    En talsmand for oprørsgruppen Jaish al-Nasr siger, at der “har været beskydninger i løbet af natten. Men det er stoppet, og indtil videre er situationen god.”

    Våbenhvilen trådte officielt i kraft klokken 23 torsdag aften dansk tid. Den er blevet beskrevet som et muligt gennembrud i den langvarige konflikt i Syrien.

    Aftalen har dermed vakt et håb om, at der en dag kan komme fred i det hærgede land. Den er forhandlet på plads af Rusland og Tyrkiet, og USA byder våbenhvilen velkommen.

    /ritzau/Reuters