At give psykisk syge en varm hånd er godt for en selv

    Familier, der slår døren op for et psykisk sårbart menneske en gang om måneden, kan gøre en stor forskel. Men også for familierne selv føles det berigende at hjælpe.

    Det sidste viser en ny undersøgelse fra Defactum under Region Midtjylland.

    Psykisk sygdom som depression og psykoser slider ofte på den syges eget netværk. Derfor har flere kommuner tilbud til psykisk sårbare om alternativ familiær nærhed i en netværksfamilie.

    – Langt de fleste familier går ind i det for at støtte nogle sårbare mennesker og dele ud af deres eget overskud. De fleste er rigtigt glade for at være med, siger forsker og sociolog Lotte Groth fra Defactum.

    – De føler både, at de hjælper og også selv får noget ud af at det.

    Projektet begyndte for fem år siden med en kreds af kommuner rundt i landet. Siden er andre kommet til.

    Familierne tilbyder sig selv til kommunen, som så matcher dem med en psykisk sårbar person. Undersøgelsen bygger på kvalitative interviews med en række af disse familier.

    – De skal ikke være terapeuter eller psykologer. De skal bare gøre, hvad de plejer og hygge sig med den psykisk syge et par timer en eller to gange om måneden. Gå en tur, se fjernsyn eller lave mad sammen, siger Lotte Groth.

    62-årige Leon Møller Christensen fra Randers har i et par år sammen med sin kone været netværksfamilie for en lidt yngre mand.

    De ses et par gange om måneden. Nogle gang kører de en tur, ellers mødes de over en kop kaffe.

    – Jeg har aldrig fortrudt det. Det giver så meget tilbage, uden at man skal gøre andet end at være sig selv, siger han.

    – Vi snakker slet ikke sygdom. Det handler bare om at være menneske til menneske. Så får folk et tiltrængt pusterum fra sagsbehandlere. I nogle timer bliver de en del af et helt almindeligt liv, siger han.

    Det har ikke alle steder været let at skaffe familier nok til at dække efterspørgslen. Ifølge Leon Møller Christensen er der dog intet at betænke sig på.

    – Det er hverken farligt eller uoverkommeligt. Man sætter selv den tid af, som man har lyst til, siger han.

    /ritzau/