Amnesty vil se danske oplysninger om australsk asyllejr

    Danske myndigheder bør offentliggøre hemmelige oplysninger om Australiens flygtningelejre. Det siger Amnesty International Danmark.

    Danmark er i besiddelse af oplysninger om australske asyllejre, der er placeret i østaten Nauru og på Manus-øen i Papua Ny Guinea, fordi en dansk delegation tidligere på året skulle have besøgt lejrene.

    Da Ritzau forsøgte at få aktindsigt i oplysninger om lejrene, blev der givet afslag. Udlændingeministeriet gav som grund, at Australien har truet Danmark med diplomatiske konsekvenser, hvis oplysningerne udleveres.

    Men det giver Amnesty ikke meget for.

    – Det er under al kritik, at den australske stat søger at hemmeligholde forholdene i lejrene i blandt andet Nauru, siger policychef Stinne Lyager Bech til Ritzau.

    – I særdeleshed når de oplysninger, der er sluppet ud, viser så rædselsfulde og uværdige forhold. Man må spørge sig selv, hvorfor den australske model ikke tåler dagens lys, siger hun.

    Australiens politik over for flygtninge har ofte mødt kritik fra blandt andet FN.

    The Guardian stod tidligere på året bag et stort læk af dokumenter, der beskrev omkring 2000 hændelser i lejrene på Nauru. Blandt dem var overfald, børnemishandling og forsøg på selvskade.

    Den såkaldte “australske model” har dog også sine beundrere. Blandt andet har Dansk Folkeparti foreslået, at man på visse punkter bør følge australiernes eksempel.

    Amnesty mener derfor, at den danske befolkning skal have indsigt i, hvad det betyder, når politikerne snakker om “den australske model”.

    – Det er klart, at det er vanskeligt for Danmark at give oplysninger videre, som man har fået under forudsætning af, at de er fortrolige. Men hvis der skal udformes politik i Danmark på baggrund af den australske model, så har offentligheden krav på at kende detaljerne, siger Stinne Lyager Bech.

    Lejrene er blandt andet berygtede, fordi der ikke er adgang for journalister. Da det danske udvalg i august skulle besøge Nauru, skabte det derfor overskrifter flere steder i verden.

    Amnesty vil blandt andet gerne have svar på, om flygtningene har adgang til sundhedspersonale, om børn udsættes for overgreb, og om selvmordsraten er høj.

    Udvalgsturen i august blev aflyst, fordi Naser Khader (K), Jacob Mark (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) blev nægtet adgang til Nauru.

    /ritzau/