Ny taskforce skal tage sig af 60 klagesager om kystsikring

    Stormen Urd har ikke kun rusket i træer og tagrygge landet over. Den har også blæst gang i debatten om kystsikring og ikke mindst sagsbehandlingstiden for klager over Kystdirektoratets afgørelser.

    Der er i øjeblikket 60 klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet. Og dem vil miljøminister Esben Lunde Larsen (V) nu have ud af verden.

    – Regeringen vil af med sagspuklen for alle sager, der hører under Kystdirektoratet. Det er en vigtig prioritet.

    – Vi har derfor nedsat en taskforce, der skal løse samtlige 60 sager inden for de næste seks måneder, siger han i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

    Taskforcen blev allerede nedsat i november sammen med 23 millioner kroner.

    Det blev den, fordi ventetiden for sager i Natur- og Miljøklagenævnet begyndte at stige, efter at nævnet blev rykket fra København til Viborg som et led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.

    De 60 sager drejer sig ifølge miljøministeren om alt fra kystsikringsprojekter til nye badebroer. Esben Lunde Larsen understreger, at han ikke har mulighed for at beslutte, hvilke sager der skal behandles først.

    – Men for regeringen er det vigtigt, at kystbeskyttelsessagerne bliver behandlet hurtigst muligt.

    Særligt en række klager fra Roskilde og Egedal kommuner har været omtalt.

    Området er blandt de mest udsatte for stormflod i Danmark, men et fælles digeprojekt er endnu ikke gennemført, og det skyldes blandt andet en række sager i Natur- og Miljøklagenævnet.

    Miljøminister Esben Lunde Larsen oplyser, at sagen ifølge nævnet ventes afgjort i første kvartal af det kommende år.

    Og hvis projektet får lov at fortsætte, kan digebyggeriet forhåbentlig begynde i det tidlige efterår, tilføjer han.

    /ritzau/