Top-republikaner: Sanktioner mod Rusland er på høje tid

    De sanktioner mod Rusland, som præsident Barack Obama har præsenteret torsdag aften, er på høje tid.

    Det siger formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan, i en udtalelse, efter præsidenten har meddelt, at 35 diplomater udvises som følge af en meget omtalt hackersag.

    – Rusland deler ikke USA’s interesser. Faktisk har landet konsekvent forsøgt at underminere dem, udtaler Paul Ryan.

    Samtidig benytter den republikanske leder lejligheden til at rette en skarp kritik mod den politik, Obama har ført.

    – Tiltagene fra regeringen er på tide, og det er en passende måde at afslutte otte års forfejlet politik over for Rusland. Og det er et godt eksempel på denne administrations ineffektive udenrigspolitik, som har fået Amerika til at fremstå svagere i verdens øjne, lyder kritikken fra Paul Ryan.

    To russiske efterretningstjenester og fire efterretningsofficerer er blandt målene for nye sanktioner.

    Også Michael McCaul, der er tidligere amerikansk ambassadør i Moskva, kalder sanktionerne og udvisningerne “passende og bedre sent end aldrig”.

    Men han skriver på Twitter, at “det ikke kan være enden på historien – der skal komme uafhængig undersøgelse på tværs af partiskel”.

    Flere højtstående politikere – både republikanere og demokrater – har sagt, at de ønsker Ruslands handlinger gransket.

    Blandt dem er John McCain og Lindsey Graham, som begge er fremtrædende republikanske senatorer. De siger i en udtalelse, at de “agter at lede bestræbelserne i den nye kongres for at indføre skrappere sanktioner mod Rusland”, skriver Reuters.

    USA beskylder Rusland for at have foretaget cyberangreb, der udgør en indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

    Ifølge amerikanske efterretningstjenester har hackere trængt ind i Det Demokratiske Partis databaser og derpå offentliggjort e-mails med det formål at styrke republikaneren Donald Trump i præsidentvalgkampen.

    Rusland har afvist alle beskyldninger.

    /ritzau/Reuters