Randers-træner er stolt efter håndboldgyser

    Randers HK’s cheftræner, Ryan Zinglersen, er en stolt mand efter torsdagens håndboldgyser i pokalsemifinalen mod TTH Holstebro.

    I en medrivende forestilling faldt afgørelsen først efter to gange forlænget spilletid, da Randers HK vandt 39-37.

    – Det var pokalhåndbold, når det er bedst, og når det er værst, afhængig af, hvordan det ender for én.

    – Vi fik brudt forbandelsen mod TTH Holstebro. De seneste to år, hvor jeg har været cheftræner, er det ikke lykkedes at vinde over dem. Men det lykkedes endelig.

    – Jeg er rigtig, rigtig stolt og glad på klubbens vegne over, at vi nu er i den første pokalfinale nogensinde, og den glæder jeg mig rigtig meget til, jubler Ryan Zinglersen efter sejren.

    I den ordinære spilletid var hans hold foran med fire mål, da der manglende seks minutter. Holdet førte med et mål og havde bolden, da der resterede 25 sekunder.

    Alligevel fik TTH fremtvunget først den ene og siden den anden forlængede spilletid.

    En mental kollaps kunne være blevet udfaldet for Randers-spillerne.

    – Jeg synes, at spillerne klarede det fint. De var jo klar over, at vi havde smidt en stor føring væk, og de var noget nedtrykte over hele situationen, da de kom ind efter den ordinære spilletid.

    – Vi stivnede fuldstændigt og turde ikke spille bolden og traf lidt for feje og for hurtige beslutninger og mistede bolden til sidst.

    – Men stærkt, stærkt kommet igen af truppen bagefter, siger Ryan Zinglersen.

    I pokalfinalen fredag skal Randers HK op mod enten FCM Håndbold eller Viborg HK.

    Det afgøres senere torsdag.

    – Kampen fredag bliver en svær én, så det handler om at få vilje og overskud tilbage henover natten og i løbet af fredag.

    – Men det er pokalhåndbold, og alt kan ske i en finale, siger Randers-cheftræneren.

    /ritzau/