AaB-profil øjner problemfrit forår efter operation

    Thomas Enevoldsen fik en stor del af efterårssæsonen i Alka Superligaen spoleret af knæproblemer.

    AaB-spilleren har dog netop gennemgået en operation, som giver ham tro på mere spilletid, når ligaen genoptages i februar.

    – Det var ikke noget større indgreb, men blot noget arvæv, som jeg har fået fjernet omkring menisken, da det har været med til at give problemer i knæet, siger Thomas Enevoldsen til aabsport.dk.

    Først var det et såkaldt springerknæ, der generede offensivspilleren, og efterfølgende fik han problemer med følgesmerter i knæet.

    Det gjorde, at han ikke kunne spille på 100 procent for nordjyderne.

    – Forhåbentlig kan operationen være med til at gøre knæet helt smertefrit, så jeg igen kan give 100 procent og vise det niveau, som jeg ved, at jeg har.

    – I løbet af efteråret har jeg kun været på 80 procent meget af tiden, fordi jeg skulle spares til træningerne i håbet om, at jeg kunne komme af med de smerter, der var, siger Thomas Enevoldsen.

    Han håber at være klar til at deltage fuldt ud i træningslejren med AaB i Portugal i slutningen af januar.

    AaB spiller første ligakamp efter vinterpausen på udebane mod AGF 19. februar.

    /ritzau/