Vi kommer til at forbruge for 1000 milliarder i 2017

    Det har traditionelt været eksporten, der har været motoren i den hjemlige vækst.

    Men i 2016 var det i høj grad vores privatforbrug, der holdt hånden under den danske vækst, og sådan bliver det også næste år.

    I hvert fald, hvis man skal tro den analyse, som Dansk Industri har lavet.

    Den forudser, at vores forbrug næste år for første gang nogensinde vil passere billion-grænsen, altså 1000 milliarder kroner.

    – Lav inflation, lave renter og fremgang på jobmarkedet understøtter fortsat fremgang i danskernes forbrug.

    – Vi venter både i år og næste år, at privatforbruget vokser med over to procent, siger Kent Damsgaard, der er vicedirektør i Dansk Industri.

    Mens forbruget i årene inden finanskrisen voksede med mere end tre procent om året, faldt de årlige vækstrater efterfølgende til under én procent.

    Først i 2015 nåede man op på 1,9 procents vækst, og der er ingen grund til at tro, at fremgangen stopper næste år, mener Kent Damsgaard.

    – Lige her og nu er der ikke faresignaler, som peger i retning af, at forbruget skulle falde.

    – Det skulle da lige være den store politiske usikkerhed i verdensøkonomien.

    – Hvis danskerne læser alt for mange negative historier i avisen, kan det da godt være, at det sætter sig lidt.

    – Men det kommer ikke til at rykke afgørende, siger vicedirektøren.

    Privatforbruget udgør i dag omkring halvdelen af bruttonationalproduktet og danner ifølge Dansk Industri grundlag for 885.000 job.

    /ritzau/