Fransk præsident benåder drabsdømt kvinde

    Franske Jacqueline Sauvage skød og dræbte sin voldelige mand i 2012. Hun tilstod drabet og blev to år senere dømt til ti års fængsel.

    Onsdag modtog hun ifølge den franske avis Le Monde en fuld og øjeblikkelig benådning fra landets præsident François Hollande.

    – Jeg har besluttet at give Jacqueline Sauvage eftergivelse for resten af hendes straf, skrev præsidenten onsdag på Twitter.

    – Denne benådning afslutter med øjeblikkelig virkning hendes fængselsstraf.

    Jacqueline Sauvage nåede tirsdag at fejre sin 69 års fødselsdag i fængslet. Dagen efter var hun på fri fod og tilbragte ifølge sin advokat aftenen sammen med sine døtre.

    Sagen om den drabsdømte kvinde har vakt stor opstandelse i Frankrig. Feministiske grupper og flere højtstående politikere på begge fløje har længe kæmpet for hendes frifindelse.

    Blandt andet har ordføreren for det konservative parti Republikanerne, Valérie Boyer, sagt, at Jacqueline Sauvage blev psykisk, økonomisk og moralsk holdt fanget af sin mand.

    Dette er med ordførerens ord “tilfældet for mange kvinder”.

    Drabet fandt sted ifølge avisen Le Figaro sted, efter at Jacqueline Sauvage var blevet banket af sin mand, der var påvirket af alkohol.

    Mens han drak et glas whisky på husets terrasse, tog hun et jagtgevær og skød ham tre gange i i ryggen. Hun tilkaldte politiet og tilstod sin handling.

    Parrets tre døtre vidnede i sagen mod deres far, som de alle anklagede for voldtægt og årelang vold.

    – Vores far er død, og det er lettelse for mig, sagde en af døtrene.

    Præsident Hollande er flere gange blevet bedt om at benåde Jacqueline Sauvage. Blandt andet sendte de tre døtre sidste år i december en anmodning om at få deres mor sat fri.

    – Hr. Præsident, vores mor har lidt gennem hele sit ægteskab. Hun har været offer for vores far, en voldelig, tyrannisk, pervers og incestuøs mand, skrev de ifølge Le Figaro.

    Et år efter blev deres ønske opfyldt, og deres mor er nu ude af fængslet.

    /ritzau/