Montenegro-plet plager Hareides første år for Danmark

    22. marts render en nordmand rundt og dirigerer på MCH Arenas græstæppe i Herning. For første gang i mere end 15 år står en anden træner end Morten Olsen i spidsen for Danmarks fodboldlandshold.

    Det er angriberne, som ikke har fulgt instruktionerne på Åge Hareides første træningsdag. Nordmanden vil have landsholdet til at spille aggressivt med en masse folk i og omkring modstanderens straffesparkfelt.

    Adskillige træninger og ti landskampe senere kan han konkludere, at angriberne nu har forstået hans idéer – selv om uskarphed har været med til at spolere nordmandens første år.

    – Jeg er rigtig tilfreds med vores offensive spil, men jeg er ikke tilfreds med vores defensive spil. Det var i defensiven, vi kiksede mod Polen og Montenegro, hvor vi tabte på forsvarsfejl. Det skal vi have fjernet, hvis vi skal til VM, siger Åge Hareide.

    En enkelt kamp plager ham stadig. En overvægt i spil og chancer – 23-7-dominans i skudstatistikken – endte med et 0-1-nederlag til Montenegro en oktobertirsdag i Parken.

    – Det er nederlaget mod Montenegro, som egentlig har ødelagt meget af vores sæson. Det syntes meget unødvendigt, siger landstræneren.

    – Kampen kan være afgørende for, at vi ikke kommer til VM. Det var en kamp, som vi skulle have vundet, for vi havde den i vores hule hånd. Bortset fra Montenegro-kampen er jeg godt tilfreds med mit første år.

    Han har oplevet sit comeback til dansk fodbold med en masse positiv omtale i både medier og i mødet med fodboldinteresserede på gaden.

    Det irriterer ham dog en smule, at nuancerne i pressen er blevet for sort-hvide efter nederlaget til Montenegro.

    – Jeg oplever i aviserne, at negativiteten kommer først. “Hvad nu hvis, vi ikke lykkes.” Det er en spekulation i det negative, og det har aviserne for meget af.

    – Jeg lægger det positive frem for spillerne. Vi vinder, hvis vi gør sådan og sådan. Men åbner de avisen, står der, at hvis de taber, så går det ad helvede til for Danmark, og Jorden går under, siger Hareide og uddyber:

    – Jeg savner den nuancerede analyse. Vi vandt 1-0 over Armenien og tabte 0-1 til Montenegro, men kampenes forløb var meget ens. Forskellen på kampenes analyser bliver meget sort-hvide, fordi vi ikke fik de tre point.

    – Men når jeg har talt med folk ude på gaden, og det gør jeg ofte, så er folk heldigvis positive og siger, at vi bare skal fortsætte med det, vi gør, siger Hareide.

    Det var blandt andet mentaliteten med et sundt forhold mellem professionalisme og hygge, der drev Hareide tilbage til Danmark over 13 år efter, han forlod trænerjobbet i Brøndby.

    Og så udsigten til at arbejde med et kuld af spillere, som ifølge nordmanden har potentiale til at skrive ny dansk fodboldhistorie.

    – En nation på fem millioner mennesker er afhængig af, at der vokser en god generation af gode fodboldspillere op samtidig.

    – Det skete med dynamitdrengene i 80’erne, og det ser ud til, at vi har gang i en ny gylden generation. De unge spillere mangler lidt erfaring, men efter at have arbejdet med dem er det mit indtryk, at vi er på vej mod noget stort, siger han.

    /ritzau/