Rusland udelukker ikke terror som årsag til flystyrt

    Ruslands forsvarsministerium slår nu fast, at det hverken var en brand eller en eksplosion, der juledag fik et russisk militærfly til at styrte i Sortehavet.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ministeriet oplyser torsdag, at vraget ikke viser tegn på skader, der kunne være forårsaget af ild eller af en eksplosion.

    Alligevel er det ikke udelukket, at der kan være terrorister bag.

    – Jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke var en eksplosion om bord, siger Sergei Bainetov, der leder efterforskningen af flystyrtet.

    – Men en terrorhandling er ikke nødvendigvis en eksplosion, så vi udelukker ikke denne mulighed.

    Sporene peger i retning af, at defekte vingeflapper var skyld i ulykken, der kostede de 92 mennesker om bord livet.

    De første undersøgelser af flyets sorte boks viser ifølge BBC, at flapperne ikke bevægede sig korrekt i forhold til hinanden.

    Piloterne mistede kontrollen, fordi flyet befandt sig i en “kritisk vinkel”.

    – Flapperne, helvede!, var besætningens sidste ord fra cockpittet.

    Den sorte boks med flyvedata fra militærflyet blev bjærget fra Sortehavet onsdag.

    I alt befandt 84 passagerer og otte besætningsmedlemmer sig på flyet, der styrtede kort efter sin start fra den russiske by Sotji tidligt søndag morgen.

    Allerede senere søndag konstaterede det russiske forsvarsministerium, at der ikke var nogen overlevende.

    Blandt de omkomne var blandt andre mere end 60 medlemmer af Den Røde Hærs Kor – også kendt som Alexandrovs Ensemble.

    Flyet var på vej til den russiske Hmeimim-luftbase, der ligger i byen Latakia i Syrien.

    Koret skulle her fejre nytår med de russiske soldater i landet.

    Flyet var af typen Tu-154, der også tidligere har været indblandet i styrt. Det blev udviklet i 1960’erne og har indtil for få år siden været et af de mest almindelige passagerfly i Rusland.

    /ritzau/