Skadet Anders Eggert skal holde pause under VM

    Håndboldspilleren Anders Eggert står over for en pause. Det meddeler avisen Flensburger Tageblatt på sin hjemmeside.

    SG Flensburg-Handewitt-spilleren blev skadet i sin ene fod, da klubben tirsdag spillede 24-24 ude mod Melsungen i Bundesligaen.

    I første omgang var der frygt for en alvorlig skade til den 34-årige venstrefløj, men Anders Eggert lader til at være sluppet med skrækken.

    Flensburg-Handewitt-chefen Dierk Schmäschke udtaler til Flensburger Tageblatt et håb om, at Anders Eggert “er klar til at spille den første kamp efter VM-pausen”.

    Bundesligaen ligger stille under VM i Frankrig i januar.

    Her er Anders Eggert ikke til rådighed for Danmark, da han i øjeblikket holder en selvvalgt pause fra landsholdet.

    Flensburg-Handewitts næste kamp bliver spillet 8. februar næste år, hvor klubben får besøg af den nordtyske lokalrival THW Kiel i Bundesligaen.

    Flensburg-Handewitt topper ligaen med 33 point for 18 kampe efterfulgt af Rhein-Neckar Löwens regerende mestre og THW Kiel, der begge har 32 point

    /ritzau/