Ny forskning: Fiskeolie nedsætter risiko for børneastma

    Børn har mindre risiko for at udvikle astma, hvis deres mødre har indtaget fiskeolie under graviditeten.

    Det viser et nyt studie fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

    – Fiskeolie indeholder langkædede fedtsyrer, og et højt niveau af dem hjælper til at reducere børnenes risiko for at udvikle astma, siger klinisk professor Hans Bisgaard i en pressemeddelelse.

    Forskerne har fulgt en gruppe gravide og deres børn siden 2010.

    Resultaterne viser, at risikoen for, at børn udvikler astma, nedsættes med en tredjedel, når mødrene indtager fiskeolie under graviditeten.

    – Effekten er tydeligst hos de kvinder, der i forvejen har et lavt niveau af fedtsyrerne.

    – Men alle de kvinder, der indtog fiskeolie i sidste semester af graviditeten, har mindsket deres børns risiko for at udvikle astma med minimum 32 procent, siger Hans Bisgaard.

    På baggrund af resultaterne anbefaler professoren, at gravide indtager fiskeolie:

    – Der er ikke nogen negative effekter, selv om man indtager mere fiskeolie, end man har brug for. Derfor vil jeg anbefale fiskeolie til alle gravide i sidste trimester, siger han.

    Hans Bisgaard siger, at det er fiskeoliens evne til at styrke immunforsvaret, som er forklaringen bag det opsigtsvækkende resultat.

    Astma er den kroniske sygdom, der oftest optræder blandt børn.

    20 procent af alle småbørn har astmatiske symptomer, og det er den hyppigste årsag til indlæggelser, lægebesøg og ordinering af medicin til børn.

    Det nye studie fra Københavns Universitet er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicin.

    /ritzau/