Christian Eriksen: Selvtilliden vokser

    Christian Eriksen og Tottenham fulgte trop med de øvrige tophold i Premier League, da London-mandskabet onsdag hentede en 4-1-sejr med hjem fra Southampton.

    Christian Eriksen havde den afgørende fod på to målgivende afleveringer.

    Efter kampen var danskeren selvsagt godt tilfreds med udbyttet af en kamp, hvor hjemmeholdet kom foran meget hurtigt.

    – Vi startede meget, meget dårligt, og når man kommer bagud efter halvandet minut, bliver det en svær kamp. Heldigvis vendte vi den og havde chancer til endnu flere mål, siger Christian Eriksen efter kampen i et interview sendt på TV3 Sport.

    Dele Alli udlignede, før Christian Eriksen sendte et hjørnespark ind i panden på Harry Kane. Han headede 2-1-målet ind.

    Både Alli og Kane fik stor ros af danskeren.

    – Begge har spillet fantastisk i de seneste kampe, og det fortsatte de med.

    – Dele har spillet godt hele sæsonen, men har været lidt uheldig med målene. De er nu begyndt at komme. Han får mere og mere selvtillid, og det gør holdet også, siger Christian Eriksen.

    Dele Alli scorede to mål og skaffede et straffespark, som Harry Kane høvlede langt over mål.

    – Han skal nok lige have en snak med greenkeeperen, smilede Christian Eriksen bagefter.

    /ritzau/