Netanyahu anklager Kerry for at være partisk

    USA’s udenrigsminister, John Kerry, var i sin tale partisk og talte mod Israel, lyder det fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en udtalelse.

    Kerry holdt onsdag en tale om, hvordan der kan opnås fred mellem Israel og Palæstina. Den eneste måde er en tostatsløsning, sagde Kerry blandt andet.

    Der gik ikke lang tid efter talen, før Netanyahu tog til genmæle.

    – Ligesom Sikkerhedsrådets resolution, som udenrigsminister Kerry fik fremrykket i FN, var hans tale forvrænget mod Israel, siger Netanyahu i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Fredag stemte FN’s Sikkerhedsråd en resolution igennem, der kræver stop for Israels bosættelser på Vestbredden. Den blev vedtaget med 14 af 15 stemmer. USA undlod at stemme.

    Kerry talte også om de israelske bosættelser i talen. Udenrigsministeren sagde blandt andet, at Israels bosættelser på Vestbredden truer både med at ødelægge håbet for fred med palæstinenserne samt Israels egen fremtid som demokrati.

    Men den israelske premierminister siger i sin udtalelse, at Kerry talte fanatisk meget om de israelske bosættelser.

    Han mener, at udenrigsministeren derimod stort set ikke berørte roden til konflikten, som ifølge Netanyahu er “palæstinensisk modstand mod en jødisk stat i enhver form”.

    Israels premierminister har også afvist “denne skamfulde, anti-israelske resolution fra FN”. Han har tidligere sagt, at han ikke vil efterkomme den.

    Kerry forsvarede derimod, at USA undlod at stemme mod resolutionen og understregede, at afstemningen handlede om at redde tostatsløsningen.

    Han advarede desuden mod, at Israels nuværende kurs går i retning af én stat og evig besættelse.

    Israel vil aldrig “få ægte fred” med den arabiske verden medmindre israelere og palæstinensere har deres egne stater, sagde Kerry.

    /ritzau/Reuters