Tidligere verdensetter i tennis stopper karrieren

    Den tidligere verdensetter i kvindetennis Ana Ivanovic indstiller karrieren i en alder af 29 år.

    Serberen vandt i 2008 French Open og var i yderligere to grand slam-finaler i løbet af karrieren.

    Den indbragte i alt 15 WTA-turneringssejre.

    Ana Ivanovic begrunder karrierestoppet med, at hun efter flere skader ikke længere føler, hun kan nå det niveau, som er nødvendigt for at begå sig i verdenseliten.

    På den seneste verdensrangliste var hun dumpet helt ned på 63.-pladsen.

    Hun offentliggjorde sin beslutning onsdag på sociale medier.

    – Der er ingen anden måde at sige det på. Jeg har besluttet at trække mig tilbage fra professionel tennis.

    – Det var en svær beslutning, men der er så meget at fejre, lyder det fra Ana Ivanovic på Facebook.

    På Twitter forklarer hun, hvordan hun fik øjnene op for tennis som femårig (i 1992), da hun så Monica Seles i aktion.

    16 år senere indtog Ana Ivanovic førstepladsen på verdensranglisten.

    Ana Ivanovic var annonceret til at stille op i Auckland Classic i New Zealand fra 2. til 7. januar, hvor også Caroline Wozniacki er på plakaten.

    Turneringen åbner 2017 for Wozniacki, som kan se frem til at konkurrere mod blandt andre amerikaneren Serena Williams.

    Derudover er også Venus Williams med, så turneringen efter planen skulle tælle fire tidligere verdensettere.

    Men det antal er altså reduceret til tre efter Ana Ivanovic’ karrierestop.

    /ritzau/