For første gang i 28 år: December varmere end november

    Der har i år været rigtig lange udsigter til nogen former for hvid jul.

    Og faktisk har december måned for første gang i 28 år været varmere end november måned. Sidst det skete, var i 1988, oplyser DMI.

    Danmarks Meteorologiske Institut skriver, at med en gennemsnitlig temperatur på 4,7 grader er december nu sikker på at blive varmere end november, der i gennemsnit var 4,0 grader varm.

    Årsagen er mild og fugtig luft, der er strømmet ind over Danmark og blandt andet har resulteret i tocifrede temperaturer i dagtimerne.

    – Vi har fået en del luft vestfra, og det er det varme hjørne, når vi bor her i Danmark, siger Lars Henriksen, vagthavende ved DMI.

    – Vi har fået masser af lavtryk fra vest, der i perioder har trukket ind over os med regn og blæst, og når vinden kommer fra det lune hjørne i Nordsøen, så er det med relativt høje temperaturer, siger han.

    I 1988 endte november på 3,7 grader, mens december lå på 3,9 grader.

    Med 2016 og 1988 inkluderet byder den danske vejrhistorie nu på ni tilfælde, hvor december har været varmere end november: 1985, 1971, 1941, 1921, 1912, 1910, 1893. De landsdækkende målinger begyndte i 1874.

    Den største forskel mellem de to måneder i decembers favør kom i 1921, hvor julemåneden var 1,1 grader varmere end november.

    /ritzau/