For første gang i 28 år: December varmere end november

    Der har i år været rigtig lange udsigter til nogen former for hvid jul.

    Og faktisk har december måned for første gang i 28 år været varmere end november måned. Sidst det skete, var i 1988, oplyser DMI.

    Danmarks Meteorologiske Institut skriver, at med en gennemsnitlig temperatur på 4,7 grader er december nu sikker på at blive varmere end november, der i gennemsnit var 4,0 grader varm.

    Årsagen skyldes mild og fugtig luft fra sydvest og vest, der i flere perioder er strømmet ind over Danmark i december. Det har blandt andet resulteret i tocifrede temperaturer i dagtimerne.

    – Det normale er selvfølgelig en forskel den anden vej, hvor november er varmest. Typisk er måneden cirka tre grader varmere end december, siger klimatolog Mikael Scharling til DMI’s hjemmeside.

    I 1988 endte november på 3,7 grader, mens december lå på 3,9 grader.

    Med 2016 og 1988 inkluderet byder den danske vejrhistorie nu på ni tilfælde, hvor december har været varmere end november: 1985, 1971, 1941, 1921, 1912, 1910, 1893. De landsdækkende målinger begyndte i 1874.

    Den største forskel mellem de to måneder i decembers favør kom i 1921, hvor julemåneden var 1,1 grader varmere end november.

    /ritzau/