Forulykket russisk fly kan have haft defekte vinger

    Et russisk fly, som styrtede ned i Sortehavet med 92 personer om bord juledag, kan have haft defekte vingeflapper. Det viser data fra flyets vigtigste sorte boks, skriver BBC med henvisning til russiske medier.

    Vingeflapperne bruges til at få flyet i luften og til at stabilisere flyet.

    BBC skriver, at flapperne ikke bevægede sig korrekt i forhold til hinanden, og at piloterne mistede kontrollen, fordi flyet befandt sig i en “kritisk vinkel”.

    – Flapperne, helvede!, var besætningens sidste ord fra cockpittet.

    Den sorte boks med flyvedata fra militærflyet blev fundet tidligere onsdag og bjærget fra Sortehavet, hvor flyet styrtede ned.

    Og nu viser de første undersøgelser altså, at vingerne kan have været årsag til ulykken, der kostede samtlige 92 personer om bord livet.

    I alt befandt 84 passagerer og otte besætningsmedlemmer sig på flyet, der styrtede tidligt søndag morgen kort efter start fra byen Sotji.

    Allerede senere søndag konstaterede det russiske forsvarsministerium, at der ikke var nogen overlevende.

    – Nedstyrtningsområdet er undersøgt. Ingen overlevede, sagde talsmand for forsvarsministeriet general Igor Konasjenkov ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Blandt de omkomne var blandt andre flere end 60 medlemmer af Den Røde Hærs Kor – også kendt som Alexandrovs Ensemble. Passagerlisten viser, at også dirigenten for Den Røde Hærs Kor, Valerij Khalilov, var om bord.

    Flyet var på vej til byen Latakia i Syrien. Det skulle til den russiske Hmeimim-luftbase i den syriske middelhavsby.

    Koret var på vej til Syrien for at fejre nytår med de russiske soldater i landet.

    Flyet var af typen Tu-154, der også tidligere har været indblandet i styrt. Det blev udviklet i 1960’erne og har indtil for få år siden været et af de mest almindelige passagerfly i Rusland.

    /ritzau/