Politi undersøger mistænkeligt dødsfald syd for Ringsted

    Midt- og Vestsjællands Politi undersøger onsdag eftermiddag et dødsfald i et hus på Haslevvej nær Sneslev syd for Ringsted.

    Ifølge vagtchef Lars Galasz er der noget ved dødsfaldet, der har vakt politiets mistanke.

    – Det er en patruljebil, der først kommer derned. Betjentene mener, der er nogle ting, der gør, at det virker mistænkeligt. Derfor har vi sendt nogle efterforskere og en politileder derned for at undersøge det nærmere, siger han.

    Ifølge politiet er det ikke ualmindeligt at dødsfald undersøges nærmere af politiet.

    – Når vi har noget, der virker lidt mærkeligt, så sender vi nogen, der har mere forstand på det for at se, om der er noget, der er for mistænkeligt, lyder det.

    Politiet modtog klokken 11.55 meldingen om en død person i et hus på Haslevvej.

    /ritzau/