55.000 afviste asylansøgere forlader Tyskland

    Et rekordstort antal på godt 55.000 afviste asylansøgere forlod frivilligt Tyskland mellem januar og november i år.

    Det er over dobbelt så mange, som de 20.0000 udlændinge, som i 2015 forlod Tyskland af egen drift. Det skriver avisen Süddeutsche Zeitung med henvisning til nye tal fra den tyske regering.

    De fleste afviste asylansøgere tog ifølge avisen tilbage til Albanien, Serbien Irak, Kosovo, Afghanistan og Iran. De udrejsende kan få op til 3000 euro (ca. 22.500 kroner) i tilskud fra den tyske stat.

    Tyskland har strammet sin udlændingepolitik. Sidste år ankom 1,1 millioner flygtninge og migranter fra Mellemøsten, Afrika og andre områder.

    Mellem januar og november deporterede de tyske myndigheder også 23.800 afviste asylansøgere. I 2015 blev kun 20.900 sendt retur. Det har de tyske efterretningsmyndigheder oplyst til Reuters.

    Flere flygtninge og migranter afvises også ved grænsen. Tysk politi har fra januar til november afvist 19.270 personer – især fra Afghanistan, Syrien, Irak og Nigeria. Disse var registreret med fingeraftryk i andre EU-lande.

    Det skriver avisen Neue Osnabrücker Zeitung. Antallet er mere end dobbelt så stort som i 2015. Da blev 8913 udlændinge afvist ved grænsen.

    Den tyske forbundskansler Angela Merkel vil fokusere pengene på krigsflygtninge. Samtidig skal afviste asylansøgere deporteres til sikre lande.

    Støtten til partiet Alternative für Deutschland, som er imod immigration, er vokset. Det sker efter flere angreb på flygtninge og migranter samt angrebet i Berlin før jul. Merkel får det svært ved valget, hvis partiet går meget frem.

    Tirsdag anholdt politiet i Berlin syv 15-21-årige flygtninge fra Syrien og Irak. De sigtes for mordforsøg for at sætte ild til en hjemløs på en station i metroen.

    /ritzau/Reuters