Flere sportsfolk benytter sig af astmamedicin, der potentielt kan give dem en konkurrencefordel.
Det mener adjunkt ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital, Morten Hostrup, der gennem flere år har forsket i sammenhængen mellem astmamedicin og sportspræstationer.
Brug af inhalator kan ifølge forskeren give en slags adrenalinkick, som kan være medaljer værd.
– Jeg kan sagtens forstå, hvis raske atleter indimellem synes, at de er oppe mod unfair konkurrence.
– Det ville jeg selv tænke med baggrund i min forskning, siger Morten Hostrup.
Selv om mange idrætsfolk, især inden for udholdenhedssportsgrene, døjer med astma, så viser hans forskning, at deres brug af inhalator er uden effekt på luftvejene.
I stedet optages 80 procent af stofferne i blodbanen og påvirker hjertet, muskler, fedtvæv og hjernen.
– De her stoffer minder meget om adrenalin.
– Hvis du tager et sug, så er effekten ikke så stor, men tager du en højere dosis, vil du mærke hjertebanken, muskelrystelser, føle dig oppe på beatet og være mere klar.
– Hvis man måler på kraftudvikling og den højintense arbejdsevne, så kan det have en præstationsfremmende effekt, siger Morten Hostrup.
Det er i de korte, individuelle udholdenhedssportsgrene, at sportsfolk kan få en præstationsfremmende effekt ved brug af inhalator.
– I svømning, hvor mange discipliner tager under to eller et minut, kan astmamedicin være præstationsfremmende.
– I cykling på bane, hvor man får point for højintense sprint, er kraftudviklingen også vigtig, og astmamedicin kan have en præstationsfremmende effekt, siger Morten Hostrup.
Han køber ikke argumentet med, at en inhalator blot muliggør en lige kamp mellem astmatikere og raske atleter.
– Hvis jeg selv skulle løbe en sprint på 100 meter, og mine to modstandere til højre og venstre bruger inhalator, så ved jeg med min viden, at de potentielt kan knibe et par ekstra procenter ud i forhold til mig.
– Så kommer de ikke bare op på niveau, men faktisk op på et højere niveau end mig, siger forskeren.
Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) har fastsat grænseværdier, så ingen kan bruge deres inhalator uhæmmet. Morten Hostrup mener dog, at grænsen er sat alt for højt og skal ned.
– Der er en risiko for at ryge i en dopingkontrol, men grænsen er sat så højt, at man ikke ryger i, siger han.
Morten Hostrup vil dog ikke pille inhalatoren fra sportsfolk, da de kan blive ramt af et pludseligt astmaanfald og skal have et sug. Inhalatoren skal bare bruges, når behovet opstår.
– Det har aldrig været hensigten, at sportsfolk skal tage det til hvert træningspas eller hver konkurrence.
– Hvis de har behov for det, så er de ikke godt behandlet for deres astma.
– Hvis de er velbehandlet, så har de ikke så stort et behov for at tage den akutte medicin, men vi kan se, at de bruger inhalatoren mere, end det er hensigtsmæssigt, siger Hostrup.
Spørgsmål: Hvordan laver man sporten fair mellem astmatikere og ikke-astmatikere?
– Det har jeg tænkt meget over.
– Nogle mener, at vi skal tilbage til de regler, hvor det er speciallæger, der skal vurdere, hvem der har astma og ikke, og derfor hvem der kunne få dispensation til at bruge astmamedicin.
– Jeg synes nu, at det er fint som nu, hvor man ikke skal søge dispensation.
– Men når nu en astmatiker under visse former kan få en fordel af medicin i forhold til den raske, så kan man advokere for at gøre astmamedicin frit for alle.
– Vi har jo uringrænser, der skal sikre, at der ikke tages for meget og for at beskytte helbredet, siger forskeren.
Morten Hostrup mener dog især, at astmamedicinen Bricanyl (Terbutalin) er problematisk. Lige nu er den på Wadas forbudte liste, men mange sportsfolk benytter alligevel en Bricanyl-inhalator med lægelig dispensation.
For Bricanyl er der modsat andre inhalator-præparater i dag ingen grænseværdier.
– Bricanyl er den mest anvendte i Danmark, og en lang række af vores atleter bruger den.
– Det kræver terapeutisk dispensation, og mange gange får man den, og så kan de tage ligeså mange sug, de har lyst til. Det vil lægen ikke anbefale, men man ved ikke, om atleten kan finde på det.
– Jeg synes, at det er hovedrystende, at der ikke er grænser for Bricanyl, fastslår han.
/ritzau/
