Dødfødsler og humanitær krise i Nigeria blev overset i år

    Hiv-smittede i DRCongo, overfyldte flygtningelejre i Tanzania og lungebetændelse er nogle af de humanitære kriser, der ifølge Læger Uden Grænser, MSF, blev glemt i 2016.

    Ligesom sidste år har organisationen lavet en liste over fem kriser, der ifølge organisationen ikke blev dækket nok i medierne i 2016.

    Opmærksomhed i medierne gør en forskel, når der er en krise. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på dem, lyder det fra Heidi Christensen, der er formand for Læger Uden Grænser i Danmark.

    – Når medierne belyser en krise, så bliver folk også opmærksomme på det. Så giver de penge til krisen. Andre organisationer bliver opmærksomme på det, og det sætter ting i gang, siger hun og fortsætter:

    – Det er ærgerligt, at det så nogle gange kun varer så længe, at mediernes søgelys er der. Men så er der i hvert fald noget, der er sat i gang.

    Formanden er klar over, at der er en grænse for, hvor mange kriser medierne kan dække. Men påpeger:

    – Der er i hvert fald nogle kriser, der er blevet meget overset i forhold til andre.

    Listen fra 2016 rummer i alt fem oversete kriser. På listen er Nigeria blandt andet, hvor 1,8 millioner mennesker er internt fordrevet, og 4,4 millioner mennesker mangler mad.

    I DRCongo får tre ud af fire hiv-smittede ikke den medicin, der kan redde deres liv.

    300.000 mennesker er flygtet fra Burundi, hvor de fleste bor i overfyldte flygtningelejre i Tanzania. Og verden over er der mere end to millioner dødfødte børn hvert år.

    De fem humanitære kriser har Læger Uden Grænser erfaring med på første hånd.

    – Det er nogle af de kriser, vi har set på vores missioner i 2016. Vores udsendte har været i DRCongo og har stået med de her problemer, siger Heidi Christensen.

    Ordentlig adgang til sundhedshjælp og medicin er en af de ting, der kan hjælpe i de kriseplagede lande.

    Eksempelvis er lungebetændelse, som er en kendt sygdom, og der findes en vaccine imod, også på listen. Hvert år dør knap en million børn af sygdommen.

    – Vi ved, hvordan man behandler den. Og vi ved, hvordan man til en vis grad kan forebygge den. Men vaccinen er bare for dyr for nogle lande at give til deres befolkninger, siger Heidi Christensen.

    /ritzau/