Fyret Swansea-manager: Man skal være stærk

    Amerikanske Bob Bradley fik tirsdag silkesnoren i Swansea.

    Dermed varede managerens bekendtskab med engelsk fodbold i første omgang blot 11 kampe.

    – Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg gik ind til, da jeg kom til Swansea og indså, at den sværeste del altid ville være at få point på den korte bane, siger Bob Bradley til NBC Sports ifølge nyhedsbureauet AFP.

    – Men jeg tror på mig selv, og jeg tror på at gå efter det. Det er, hvad jeg altid har fortalt mine spillere, siger han.

    Han kom til Swansea i oktober, men allerede nu er det slut.

    – Fodbold kan være ond, og for at have en chance skal man være stærk.

    – Jeg ønsker Swansea det bedste og ser frem til min næste udfordring, siger Bob Bradley.

    Han efterlader et hold under nedrykningsstregen i Premier League.

    /ritzau/