Sydkoreansk udbryderparti bejler til FN-generalsekretær

    En rigsretssag mod Sydkoreas suspenderede præsident, Park Geun-hye, har skabt splittelse i regeringspartiet Saenuri.

    29 parlamentarikere har forladt Parks konservative parti. De har dannet et parti kaldet Nyt Konservativt Parti, rapporterer det nationale nyhedsbureau Yonhap.

    De bejler til Ban Ki-moon, hvis embedsperiode som FN’s generalsekretær udløber om få dage, og som ventes at gøre comeback på den politiske scene i hjemlandet.

    Det har hovedpersonen ikke selv bekræftet. Den 72-årige sydkoreaner har været generalsekretær for FN siden januar 2007.

    – Vi håber, at generalsekretær Ban Ki-moon vil slutte sig til Nyt Konservativt Parti. Her kan han være sikker på et fair primærvalg, siger Yoo Seong-min til kanalen SBS med henvisning til præsidentvalget næste år.

    Yoo Seong-min er en af udbryderne fra Saenuri.

    Ban har ikke selv sagt, at han vil gå efter posten som Sydkoreas præsident. Han har sagt, at han vil hellige sig Sydkorea efter sine 10 år i international politik.

    I hjemlandet regnes det blandt iagttagere dog som oplagt, at FN-generalsekretæren vil gå efter posten.

    For få uger siden stemte et stort flertal i parlamentet for at stille Park Geun-hye for en rigsret.

    234 ud af 300 medlemmer af parlamentet stemte for. Det betyder, at medlemmer af Saenuri stod på oppositionens side.

    64-årige Park Geun-hye beskyldes for i ledtog med en gammel veninde at have presset store virksomheder til at donere penge til fonde, som blev drevet af veninden.

    En forfatningsdomstol vil i løbet af den kommende tid undersøge legitimiteten af parlamentets afstemning.

    Det kan tage op til 180 dage. I 2004 tog det domstolen 63 dage at afvise begæringen om at stille tidligere præsident Roh Moo-hyun for en rigsret, skriver Yonhap.

    Mens begæringen bliver kulegravet, overtager premierministeren de pligter, der normalt hører under præsidenten.

    /ritzau/dpa