Pas på hvis du skal i skoven

    Det kan være tiltrængt med en frisk gåtur i skoven efter at have fyldt maven med julemad de seneste dage.

    Men skal man ud at nyde naturen, er det en god idé af færdes i skoven med lidt ekstra omtanke de næste par dage, advarer Naturstyrelsen.

    For selv om stormen Urd kun har væltet få træer, kan løse grene blæse ned, mens delvist knækkede træer pludselig kan give op og vælte, fortæller skovrider Ole Livbjerg Klitgaard.

    – Væltede træer står tit i spænd, og lige pludselig kan de løsne sig og være farlige. Eller der kan sidde nogle grene i træerne, som pludselig blæser ned, siger han.

    Det er især ældre og rådne træer, som er bukket under for stormens rasen.

    Mange af dem skal blive liggende i skovebunden, fordi de døde stammer og grene indgår i et naturlig kredsløb, hvor de bliver til levesteder for blandt andet biller og svampe.

    /ritzau/