Stormen Urd væltede træer og forstyrrer stadig togtrafik

    Stormen Urd har skabt forstyrrelser for togtrafikken i både Jylland og på Sjælland, fortæller informationschef i DSB Tony Bispeskov.

    – Der er nedfaldne træer flere steder i landet, så nogle af vores tog har fået nogle blå og gule mærker, siger Tony Bispeskov.

    I Jylland er der tirsdag formiddag længere rejsetid mellem Aalborg og Fredericia, mens Banedanmark, som står for at vedligeholde jernbanenettet, får ryddet træer væk fra skinnerne.

    På Sjælland er der ingen kørestrøm mellem Ringsted og Roskilde, fordi et træ er væltet ned over køreledningerne.

    Banedanmark har fjernet det store træ, men det er først klokken cirka 13, at togtrafikken ikke længere vil være forstyrret på strækningen.

    Tony Bispeskov opfordrer til, at man holder sig orienteret på rejseplanen.dk. Samtidig gælder DSB’s rejsetidsgaranti også, selv om forsinkelserne er forårsaget af en storm.

    – Hvis man har købt en almindelig billet og er mere end 30 minutter forsinket, dækker garantien, og man kan få en ny rejse, eller man kan få en del af rejsens pris refunderet, afhængig af hvor lang forsinkelsen er, siger han.

    Stormen har også påvirket biltrafikken, hvor flere broer i en periode har været lukket. Vindfølsomme køretøjer frarådes stadig at køre over Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

    Værst var stormen på den jyske vestkyst, hvor der i Thorsminde blev målt vindstød på 37,8 meter per sekund. Det svarer til orkanstyrke.

    /ritzau/