Dykkere finder sort boks fra russisk fly i Sortehavet

    Den sorte boks med flyvedata fra det russiske militærfly, der søndag tog 92 mennesker med sig i døden, da det styrtede ned i Sortehavet, er blevet fundet og bjærget.

    Det oplyser en kilde tæt på efterforskningen til det russiske nyhedsbureau Tass.

    – Flyvedataoptageren er blevet bjærget fra vandet og vil snart være på vej fra Sotji til Moskva, hvor den skal undersøges af eksperter fra Forsvarsministeriet, siger kilden.

    Flere end 60 medlemmer fra Den Røde Hærs Kor var om bord, da flyet styrtede ned tidligt søndag morgen kort efter start fra byen Sotji. Flyet var af typen Tupolev Tu-154 og var på vej til Syrien.

    Allerede senere søndag konstaterede det russiske forsvarsministerium, at der ikke var nogen overlevende.

    – Nedstyrtningsområdet er undersøgt. Ingen overlevede, sagde talsmand for forsvarsministeriet general Igor Konasjenkov ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Fragmenter fra Tu-154-flyet fra det russiske forsvarsministerium er fundet 1,5 kilometer fra sortehavskysten i Sotji på 50-70 meters dybde, lød det videre.

    Flyet havde 84 passagerer om bord og otte besætningsmedlemmer.

    Flyet var på vej til byen Latakia i Syrien. Det skulle til den russiske Hmeimim-luftbase i den syriske middelhavsby.

    Den Røde Hærs Kor kendes også som Alexandrovs Ensemble. Passagerlisten viser, at også dirigenten for Den Røde Hærs Kor, Valerij Khalilov, var med om bord.

    Koret var på vej til Syrien for at fejre nytåret med de russiske soldater i landet.

    Der har tidligere været flere flystyrt med flytypen Tu-154. Flyet blev udviklet i 1960’erne og har indtil for få år siden været et af de mest almindelige passagerfly i Rusland.

    /ritzau/