2016 var det bedste danske sportsår nogensinde

    Danske sportsfolk har aldrig tidligere vundet så mange medaljer som i 2016.

    146 gange besteg en dansker medaljeskamlen ved EM, VM, OL eller Para-OL i det forgangne år, og i 42 af tilfældene var medaljen af guld.

    Det viser Danmarks Idrætsforbunds (DIF) tilbageblik på det mest succesfulde danske sportsår nogensinde. Højdepunktet var OL i Rio med 15 danske medaljer.

    – Det er et stærkt signal for et land som Danmark, at vi markerer os så godt internationalt i en tid, hvor konkurrencen er benhård, siger elitechef i DIF Morten Rodtwitt.

    – Konkurrencen er stærkere end nogensinde, men alligevel er vi i stand til at udvikle og forbedre os.

    – Det viser, at vores system virker. Vi er gode til at få det optimale ud af ressourcerne, men vi må ikke hvile på laurbærrene.

    – Vi skal sørge for at få flere ressourcer ind i elitesporten og gøre nytte af dem, ellers knækker kurven, og så kan vi ikke blive på det niveau, vurderer Rodtwitt.

    Hos Team Danmark er direktør Lone Hansen ligeså begejstret for de seneste 12 måneder, men hun er bekymret for den fremtidige finansiering, hvor der er lagt op til besparelser.

    2016 har budt på 89 medaljer fordelt på VM, EM, OL og Para-OL til de sportsfolk, som elitesportsorganisationen støtter.

    I sammenligningsåret 2012, hvor der også var OL, hentede de Team Danmark-støttede sportsfolk 88 medaljer.

    – Vi agerer i et farvand, hvor konkurrencen er stor, og hvor investeringerne er øget i større nationer, og derfor er det kæmpestort, at vi i en lille nation – hvor investeringerne ikke følger med i samme takt – kan øge konkurrenceevnen.

    – Det ville være stort, hvis vores konkurrenceevne bare var stabil, siger Lone Hansen.

    – Vi går også frem i laget under medaljerne, hvis man ser på top-otte-ranglisterne.

    – Vi bruger et meget lille beløb per medalje og udnytter finansieringen lige til det yderste, siger Team Danmark-direktøren.

    En lang række danske sportstriumfer tæller ikke med i den officielle medaljestatistik.

    Det drejer sig blandt andet om tennisspilleren Caroline Wozniackis to turneringssejre på WTA Touren og badmintonspillernes syv sejre i Super Series.

    Derudover har golfspillerne Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen vundet World Cup of Golf, mens Olesen i efteråret sejrede i Turkish Airlines Open på European Tour.

    Ifølge Team Danmarks opgørelse er årets mest vindende atleter svømmeren Jeanette Ottesen og bowlingspilleren Jesper Agerbo med hver seks medaljer.

    /ritzau/