Rapport: Polsk chauffør blev skudt timer før Berlin-angreb

    Den polske chauffør, der blev fundet død i den lastbil, der blev brugt til angrebet mod et julemarked i Berlin, blev formentlig skudt, flere timer før angrebet fandt sted.

    Således viser en obduktionsrapport, at polakken Lukasz Urban blev skudt i hovedet mellem klokken 16.30 og 17.30 mandag 19. december. Det skriver den tyske avis Bild.

    Først ved 20-tiden kørte lastbilen ind i menneskemængden på julemarkedet.

    Bild skriver videre, at det er muligt, at Lukasz Urban blev såret, men stadig var i live under angrebet.

    Det rapporterer det tyske nyhedsbureau dpa.

    Tidligere har kilder fra tysk politi antydet, at den 37-årige Lukasz Urban kan have været i live, da den formodede gerningsmand, tuneseren Anis Amri, kørte den kaprede lastbil ind i julemarkedet og dræbte 12 mennesker og kvæstede 50.

    En retsmedicinsk undersøgelse har ifølge Bild tidligere vist, at Lukasz Urban blev knivstukket, mens han endnu var i live.

    Derfor har det været antydet, at han blev dræbt af skud, da han forgæves forsøgte at tilkæmpe sig kontrollen over sin lastbil og forhindre, at den blev styret ind i julemarkedet.

    /ritzau/