To fly bliver ramt af lyn på vej til København

    To passagerfly, der mandag eftermiddag var på vej til København, måtte sikkerhedslande, da de blev ramt af lyn.

    Et SAS-fly, der kom fra Island med 111 personer om bord måtte lande i Rønne i stedet for i København.

    Det oplyser Bornholms Politi.

    Ifølge kommunikationsdirektør Karin Nymann fra SAS var der en god grund til at flyet landede i Bornholms Lufthavn.

    – Flyet blev ramt af et lyn, og så er sikkerhedsproceduren, at man lander i nærmeste lufthavn, og det var Rønne, forklarer hun.

    Landingen foregik helt udramatisk. De 111 passagerer og besætningsmedlemmer bliver nu indkvarteret på øen for natten.

    – I morgen flyver vi teknikere til Bornholm for at undersøge flyet, og passagererne vil så blive fløjet til København i det fly, som teknikerne kommer i, siger Karin Nymann sendt mandag eftermiddag.

    Også et fly fra EasyJet er mandag blevet ramt af lyn, skriver Ekstra Bladets netavis.

    Flyet var på vej fra London til København, da det blev ramt, og det udløste en såkaldt standby 2 alarm i lufthavnen.

    Københavns Lufthavns pressevagt oplyser dog til eb.dk, at flyet landede sikkert uden yderligere problemer.

    Når fly sikkerhedslander inddeles lufthavnenes beredskab i tre kategorier, alt efter hvor alvorlig situationen er.

    Standby 1 er den laveste kategori, hvor en kaptajn melder om mindre tekniske problemer. Det aktiverer lufthavnens eget beredskab.

    Ved Standby 2 har flyet alvorligere problemer, og lufthavnens beredskab får nogen hjælp udefra.

    En Standby 3 betyder, at der er en reel risiko for havari, og det betyder, at det helt store beredskab bliver sat i værk.

    /ritzau/