Nu begynder ræset: Vi bytter gaver for en kvart milliard

    Der lå to røremaskiner under juletræet, og løbeskoene fra kæresten var den forkerte størrelse.

    Kan du nikke ja til det, er du formentlig blandt de tusindvis af danskere, der skal ud og bytte julegaver efter jul.

    Ifølge Dansk Erhverv vil der blive byttet julegaver for 250 millioner kroner i år.

    Men det er en god idé at sætte sig ind i reglerne først, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

    – Man skal være opmærksom på, at der egentlig ikke er nogen regler, hvis gaven er købt i en fysisk butik, siger vicedirektør Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk.

    – Mange tror, at man har krav på at bytte en vare. Men det har man ikke efter lovgivningen, siger Vagn Jelsøe.

    De fleste butikker bytter dog gerne, hvis der er et byttemærke på varen. Og har man en kvittering med, er der også en god sandsynlighed for, at butikken tager varen retur og udbetaler beløbet.

    Er gaven købt via internettet, er man anderledes stillet. Så gælder der nemlig en fortrydelsesret.

    – På nettet er der andre regler. Her har man en generel fortrydelsesret, hvor man inden for en periode på 14 dage kan returnere varen, siger Vagn Jelsøe.

    – Det har man, fordi man jo ikke kan se eller prøve varen, før man køber. Så man kan ikke prøve, om eksempelvis skoene eller trøjen passer inden købet, forklarer han.

    Hvis varen skal returneres til internetbutikken, skal man dog regne med selv at betale for portoen for at sende varen retur.

    Byttereglerne er ifølge Vagn Jelsøe en vedvarende kilde til forvirring blandt danskerne.

    – Vi har en telefonrådgivning, hvor vi rådgiver 10.000 mennesker om året, og vi ved af erfaring, at der er stor forvirring om byttereglerne, siger Vagn Jelsøe.

    Selv om bytteræset begynder 27. december, er det ikke alle, der farer ud i butikkerne for at bytte gaver denne dag.

    En undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, viser, at syv procent af danskerne vælger at bytte gaver denne dag.

    Hele 46 procent af de adspurgte svarer, at de venter til efter nytår.

    /ritzau/