Antallet af indbrud i julen dykker

    Julen bringer mange steder lys og glæde med sig, når helligdagene bliver brugt med familie eller venner.

    Men andre steder følger der en slem oplevelse i hælene på de gode. For mange danskere vender hvert år hjem fra julemiddagen til en slem overraskelse, når der har været indbrud i hjemmet.

    I år er langt færre dog vendt hjem til et plyndret hus 25. december end sidste år.

    Hvor der i løbet af døgnet 25. december i år er registreret 169 sager om indbrud, så var det tilsvarende tal sidste år 301. Det er et fald på knap 44 procent.

    Det oplyser Rigspolitiet mandag morgen.

    Også i dagene op til juleaften ser det bedre ud i år. Mellem 20. og 24. december har politiet i år modtaget 465 anmeldelser om indbrud mod 704 sidste år. Det er et fald på knap 34 procent.

    /ritzau/