Formodede Malta-flykaprere risikerer livstid

    De to mænd, der angiveligt kaprede et fly i Libyen og tvang det til Malta, risikerer livstid.

    Søndag blev de fremstillet ved retten i Maltas hovedstad, Valetta.

    De er anklaget for at have kapret et Airbus A320 med 117 passagerer om bord, der var på vej mellem Sabha og Tripoli, og tvinge det til Malta. De står samtidig anklaget for at have truet passagererne.

    Hvis de bliver dømt, kan de dømmes til livstid.

    Da flyet fra Afriqiyah Airways landede i Malta, holdt det på landingsbanen i flere timer, mens gidslerne langsomt blev løsladt, før de formodede gerningsmænd til sidst overgav sig.

    Der var først forlydender om, at gidseltagerne skulle være bevæbnet med pistoler og bomber, mens de tilbageholdt passagererne.

    Senere har de maltesiske myndigheder offentliggjort, at de to var udstyret, med hvad der senere viste sig at være attrappistoler og bombeattrapper.

    De to blev ført ind til retten under massiv politibeskyttelse og iført skudsikker vest.

    Kilder tæt på efterforskningen oplyser til AFP, at mændene nægter at svare på spørgsmål under afhøringerne hos politiet.

    Begge mænd erklærede sig uskyldige i anklagerne.

    /ritzau/AFP