George Michael indspillede hitalbum hos John i Randers

    Der lå et vist pres på George Michael, da han i 1987 begyndte indspilningerne til sit første soloalbum, “Faith”.

    Bag den britiske musiker lå nemlig en årrække, hvor den nu afdøde sanger havde stået i spidsen for den hyperpopulære popduo Wham!, der havde solgt millioner af plader.

    Men George Michael mente, at tiden var inde til at begynde sin solokarriere, og et af de første stop på den rejse var hos John “Puk” Quist, der drev Puk Recording Studios ved Randers.

    – Han indspillede sit album her, og han arbejdede utroligt hårdt. Han gik i gang om morgenen, og så indspillede han til langt ud på natten, fortæller John Quist.

    Det slog ham især, at George Michael var en mere jordnær person end nogle af de andre stjerner, der havde indspillet i studiet lige uden for Randers.

    – George Michael var en vældig rar og afbalanceret person, da jeg kendte ham. Han var hyggelig og venlig, og han fremstod ikke som mange andre af de store musikere, siger John Quist.

    – Da Elton John var der, hyrede han en mindre hær af sikkerhedsvagter. Pressen lå på lur uden for studiet, og det provokerede Elton helt vildt. Han var midt i en skilsmisse. Sådan var George Michael ikke. Han hyrede ingen vagter. Han fokuserede bare på sin musik.

    “Faith” blev udgivet i slutningen af 1987. Det toppede hitlister over hele verden og blev blandt andet det bedst sælgende album i USA i 1988.

    Ifølge BBC er “Faith” solgt i over 20 millioner eksemplarer, og det er dermed George Michaels mest solgte album.

    /ritzau/