Politiet: Emilie Meng blev udsat for en forbrydelse

    17-årige Emilie Meng har været udsat for en forbrydelse. Det siger Sydsjælland og Lolland Falsters Politi på et pressemøde søndag aften.

    Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen siger på mødet, at de med sikkerhed kan sige, at den unge pige har været udsat for en forbrydelse.

    Han kan dog ikke komme nærmere ind på detaljerne og omstændighederne for forbrydelsen på nuværende tidspunkt.

    Liget blev fundet i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup på Sjælland, og det tyder på, at liget har ligget der siden sommer.

    Søren Ravn-Nielsen fortæller, at de formoder, at liget er blevet anbragt i søen kort tid efter forbrydelsen, som de mener er sket 10. juli eller i dagene umiddelbart efter.

    – Vi har nu et andet udgangspunkt i efterforskningen. Vi ved, at der er sket en forbrydelse, siger han.

    Det var natten til 10. juli, at dengang 17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station. Den unge kvinde havde forinden været på bytur med venner i Slagelse.

    Politiinspektør Kim Kliver kalder sagen for “tragisk og usædvanlig”.

    – Det er heldigvis meget sjældent, at en person forsvinder uden nogen former for spor. Vi har ikke haft nogen indikationer på, hvad der er sket, siger han på pressemødet.

    /ritzau/