Superligaen åbner foråret med tidligt New Firm

    Når Superligaen indledes i foråret, bliver det med et tidligt søndagsopgør mellem topholdene FC København og Brøndby.

    New Firm, som derbyet kaldes, skal spilles søndag 19. februar klokken 13.30 i Parken i København.

    Kampen mellem de to arvefjender i Superligaen spilles i forårets premiererunde, som allerede indledes to dage tidligere med et andet sjællandsk lokalopgør.

    I Farum tager FC Nordsjælland imod Lyngby fredag 17. februar klokken 18 og bliver dermed den første kamp i spillerunde 22.

    Senere samme fredag aften skal Esbjerg på hjemmebane møde Sønderjyske. Den kamp spilles klokken 20.15.

    Forårets premiererunde byder på flere andre spændende lokalopgør.

    Efter FCK-Brøndby skal AaB på visit i Aarhus, hvor AGF venter klokken 16. Og senere samme aften gæster Viborg ærkerivalen FC Midtjylland i Herning.

    Spillerunde 22 fuldendes, når Randers gæster OB mandag 20. februar.

    Spilletidspunkterne for de resterende runder i Superligaens grundspil er også fastlagt og kan ses på superliga.dk.

    I sidste spillerunde i grundspillet afvikles alle syv superligakampe samtidig søndag 19. marts klokken 17.

    /ritzau/