Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen modtager Den Gyldne Golfbold 2016 og kan dermed kalde sig årets golfspillere.
Prisen gives til den eller de spillere, som har leveret årets bedste resultat, og dermed peger pilen på Kjeldsen og Olesen, som sammen vandt World Cup of Golf i Australien i november.
– Det er fantastisk at vinde den sammen med Thorbjørn, og at man anerkender, at det har vi har gjort, er en stor præstation, siger Søren Kjeldsen.
– Nu har jeg været så privilegeret også at vinde prisen sidste år, og det er sjovt at kunne dele det med Thor ligesom til World Cup of Golf.
– Golf er en individuel sport, og når du har muligheden for at dele en oplevelse sammen med nogen, skal man tage og nyde det, for det er ikke så tit, vi får chancen, lyder det fra Kjeldsen.
Dansk Golf Unions direktør, Morten Backhausen, hylder succesduoen.
– Sejren, jeres forskellighed og den måde i er på, mener jeg har styrket golfsporten i Danmark helt markant og har gjort os alle sammen stolte, siger han.
Både Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen har haft en flot sæson.
I november vandt Olesen Turkish Airlines Open, mens Søren Kjeldsen i løbet af sæsonen nåede i top-ti i to major-turneringer, før han sluttede på en fjerdeplads i sæsonfinalen i Dubai.
Prisen blev uddelt for 51. gang siden starten i 1966.
Det er tredje gang, Søren Kjeldsen får den gyldne bold, som han også løb med i 2008 og 2015.
Thorbjørn Olesen har prøvet det én gang tidligere, nemlig i 2012.
/ritzau/











