Tjekkisk tennisstjerne behandles efter knivoverfald

    Den tjekkiske tennisstjerne Petra Kvitova har fået en dramatisk optakt til den nye sæson, der begynder ved årsskiftet.

    Tirsdag blev den dobbelte Wimbledon-mester udsat for et overfald i sit eget hjem, skriver det tjekkiske nyhedsbureau CTK ifølge Reuters.

    Her blev hun angrebet med en kniv, så hun måtte modtage lægebehandling, skriver nyhedsbureauet TT og flere tjekkiske medier. Gerningsmanden er stadig på fri fod.

    – Det var en tilfældig kriminel handling. Hun blev overfaldet i sin egen lejlighed og er under lægebehandling, men hendes skader er ikke livstruende, siger hendes talsmand, Karel Tejkal.

    Han har ikke yderligere kommentarer for nuværende.

    Petra Kvitova vandt Wimbledon i 2011 og 2014 og ligger aktuelt nummer 11 på verdensranglisten.

    Hun havde netop meldt afbud til Hopman Cup i begyndelsen af januar på grund af en fodskade.

    /ritzau/