Tjekkisk tennisstjerne er i behandling efter overfald

    Den tjekkiske tennisstjerne Petra Kvitova har fået en dramatisk optakt til den nye sæson, der begynder ved årsskiftet.

    Tirsdag blev den dobbelte Wimbledon-mester udsat for et overfald i sit eget hjem, skriver det tjekkiske nyhedsbureau CTK ifølge Reuters.

    Her blev hun angrebet, så hun måtte modtage lægebehandling.

    – Det var en tilfældig kriminel handling. Hun blev overfaldet i sin egen lejlighed og er under lægebehandling, men hendes skader er ikke livstruende, siger hendes talsmand, Karel Tejkal.

    Han har ikke yderligere kommentarer for nuværende.

    Petra Kvitova vandt Wimbledon i 2011 og 2014 og ligger aktuelt nummer 11 på verdensranglisten.

    /ritzau/