Andersen taber NHL-møde med eksklub trods 25 redninger

    Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen måtte natten til tirsdag dansk tid se sig slået i mødet med sin tidligere NHL-klub, Anaheim Ducks.

    Hjemme tabte Andersens klub fra denne sæson, Toronto Maple Leafs, således 2-3 til Anaheim.

    Andersen reddede ellers 25 forsøg, men det rakte ikke. Hans tidligere målmandspartner hos Anaheim John Gibson stod i vejen for 33 ud af 35 forsøg.

    Det var blot anden gang i 13 kampe, at Frederik Andersen tillod modstanderholdet at score mere end to gange i samme kamp.

    Efter en målløs første periode kom Toronto ellers foran 1-0 knap midtvejs i anden periode, men to minutter inden udløbet på denne udlignede Anaheim.

    Kort inde i tredje periode kom Anaheim også foran, inden hjemmeholdet bragte balance godt midtvejs i den sidste periode.

    Cam Fowler sørgede imidlertid for, at kampen ikke gik i forlængelse, da han syv minutter før tid scorede sejrsmålet til 3-2.

    Toronto ligger sidst i Atlantic Division med 31 point for 31 kampe, mens Anaheim ligger nummer to i Pacific Division med 39 point for 33 kampe.

    /ritzau/