Republikaneren Donald Trump er officielt udpeget som vinder af det amerikanske præsidentvalg. Det oplyser valgmandskollegiet ifølge nyhedsbureauet Reuters og flere andre medier.
De i alt 538 valgmænd fra delstaterne har mandag afgivet deres stemmer, og Trump har nu passeret de 270 stemmer, som kræves for at blive udråbt som vinder.
Alt andet ville også have været en endnu større sensation end Trumps sejr ved præsidentvalget 8. november, hvor han til de flestes overraskelse besejrede favoritten Hillary Clinton og stod til at få opbakning fra 306 valgmænd.
Det er aldrig før sket, at valgmændene har valgt en anden, og systemet med valgmænd har været i kraft siden 1787. Men enkelte valgmænd havde talt om, at de ville følge deres egen samvittighed frem for vælgernes vilje.
Der er ikke noget i loven eller forfatningen, der siger, at en valgmand ikke må vælge andre end den person, som vælgerne mener, han repræsenterer.
Men de fleste valgmænd er partifolk, hvilket betyder, at de viser loyalitet over for partiets kandidat.
Det endelige resultat af mandagens afstemning foreligger endnu ikke.
Donald Trump bliver 20. januar taget i ed som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.
/ritzau/











